SSLUG-planeten

Posted on March 22, 2007.

SSLUG har fået en planet. Et websted, som samler alle røddernes relevante blogindlæg ved hjælp af RSS-feeds. Smart. Ganske smart.

»Skal jeg melde mig under fanerne?«, har jeg gået og tænkt. »Næh«, har svaret oftest lydt i min lille pseudoskizofrene debatzone - »Hvorfor dog?«. Mine nærmeste bekendte vil vide, at jeg ikke hidtil har været blandt de ivrigste blog'ere, og den opmærksomme læser vil måske også bemærke at forrige finke faldt af fadet omkring jul. »Hvad har jeg dog at tilbyde folk?«, har konklusionen været... indtil nu.

Jeg er Linux-bruger. Jeg bruger en stor del af min tid på at tale med andre Linux-brugere om Linux, såvel som alt mulig andet. Hvis nu jeg - bare en gang i mellem - nedfældede mine tanker, mine samtaler med andre, eller overvejelser om emner som kunne risikere at tangere et interessefelt hos bare en enkelt læserhttp://planet.sslug.dk/, i denne blog, er der vel principielt set ingen grund til at holde sig tilbage. Det værste der kan ske er vel, at mit drop-shadow-tweakede ansigt ikke dukker op så ofte som Jer andres.

Jeg lover at (forsøge på at) blive ligeså dygtig og ivrig som Jer andre til at tilplastre internettet med mine meninger. Jeg lover at så snart jeg tænker noget halvvejs relevant i mere end 30 sekunder i træk, vil jeg skynde mig at gå i gang med at skrive et blog-indlæg. Jeg lover at (forsøge på at) afholde mig fra at udtale mig om noget jeg ikke har forstand på.

Men jeg lover ikke I kommer til at synes om det.