Bjerget og Mohammed
Kan I huske dengang man skulle tørlægge den lokale edb-pusher for disketter (I ved, de små plastikplader, som endte med at kunne sluge 1,44 Mb) hvis man kunne tænke sig at eksperimentere med Unix, og ikke havde bagdelen fuld af likvide midler? Dengang internetforbindelse og telefonsnak ikke kunne leve side om side, og 28800 bps var forbeholdt dem der virkelig var engagerede.
Senere fik folk lydkort med IDE-controllere de kunne slutte deres 4x-speed Mitsumi-CDROM-drev til, og dermed blev vejen banet for den lille bølge af computertidsskrifter som fandt det trendy at vedlægge deres blad en gratis RedHat 5.2-CD for at forsyne familien Danmark med åbenbaringen om at begrebet »nørd« var ved at nå helt nye højder.
Det er omtrent dette stade jeg er på nu. Ikke i forhold til Linux og infrastruktur, men i forhold til det fænomen hvis eksistens jeg på det seneste har været nødt til at erkende. Min hobby: TV-serier.
Inden du nu begynder at stemple mig, kære læser, skal jeg minde dig om de forhindringer jeg er nødt til at overstige for at dyrke min lyssky hobby. De der kender mig vil vide, at min bopæl er placeret forholdsvis decentralt - kabel-TV er med andre ord ikke en valgmulighed. En parabol har et par gange været oppe og vende når der har været familie-palaver, men er lige så ofte blevet forkastet af fleksibilitetsmæssige og økonomiske årsager. Vi udvælger altså vores yndlingsserier, udfra omtaler eller erfaringer fra fordums tiders større kanaludvalg, og så giver vi os i kast med at købe dem på DVD.
TV er, i sagens natur, en omfattende markedsføringsfaktor på den kedelige side af Atlanten, hvilket de seneste 10-15 år har manifesteret sig i et større produktionsmæssigt engagement fra flere af »de tunge drenge« fra Hollywood. Uden at dette får skyerne til at vokse ind i himlen, resulterer det immervæk i en forhøjet dramaturgisk kvalitet, og produktionsenheder af større økonomisk styrke.
Jeg finder det ualmindelig meditativt at fordybe mig i en god series univers. Udover den frihed det bringer, at man liiige kan se et enkelt afsnit på 20-25 minutter når barnet er puttet, opvasken er nuppet og telefonsælgerne er smidt på porten, kobler jeg ualmindeligt godt fra ved at bruge en hel weekendformiddag på bare at lade skidtet køre, mens jeg betaler regninger, vasker tøj, og leger med legoklodser sammen med puslingen.
Min samlerlyst har hidtil været forbeholdt komedieserier (såkaldte sitcoms), og bestod indtil for nylig af 4 sæsoner af »Frasier«, 5 sæsoner af »Will & Grace« og 9 sæsoner af »Friends«. Nu erkender jeg at min mani - ud over en klassiker som Matador - også er begyndt at indbefatte krimier og spændingsserier. Seneste skud på stammen er første sæson af Jerry Bruckheimers »CSI« (Crime Scene Investigation), som jeg må indrømme fanger mig noget så grusomt.
Ønskelisten omfatter for tiden blandt andet »MASH«, »Seinfeld«, »Spin City« (før Charlie Sheen) og så naturligvis resten af de serier jeg er i gang med. Har du en yndlingsserie du synes hører til på listen, så tøv endelig ikke med at fortælle mig om den.
Jeg har tænkt mig at bruge noget af min dyrebare fritid de næste uger, på at delagtiggøre mine højtærede læsere i mine meninger og anbefalinger hvad angår min foreløbige seriesamling.