Sådan har vi jo altid gjort

Posted on March 31, 2008.

Sommertid igen.

Min lille 2-årige datter, som plejer at være mere end kampklar ved dagens start, sov stadig da hun blev lagt på puslepuden i morges klokken 7. Jeg har næsten lige så ondt af hende, som jeg har af alle ansatte i landets daginstitutioner mandagen efter den sidste søndag i marts - dagen hvor alle børn har jetlag.

Siden 1916 har vi haft for vane at ændre vores døgnrytme det halve af året, i håb om at bruge mindre energi, fordi »folk alligevel ikke er vågne tidligt om morgenen«. Hvis dette argument nogensinde har holdt vand, så er det i hvert fald holdt op med at gøre det for meget længe siden.

Jeg foreslår at vi afskaffer sommertid, blandt andre af følgende årsager:

  1. Drop jetlag to gange om året Mennesker har brugt adskillige tusind år på at lære en døgnrytme på 24 timer. Vi fungerer *ikke* bedre fordi den bliver ændret med en time to gange om året.
  2. Lad dyrene være i fred Hvert år stiger antallet af påkørsler af vilde dyr efter skift til og fra sommertid. Dyrene ved - af én eller anden grund - ikke hvornår de skal stille på deres armbundsure.
  3. Måleinstrumenterne har det svært nok i forvejen Et ryk på en time er - omend unødvendigt - forholdsvis trivielt for et menneske. Men en arbitrær ændring på alle vores tids-måleinstrumenter (jeg har adskillige til mig selv, minimum ét i hver af mine computere, ét i mikroovnen, ét til lyset i akvariet (mine fisk bruger dog ikke sommertid), ét i min gamle videomaskine, ét i min mobiltelefon, etc.) er ganske enkelt en dårlig idé. Vi ændrer trods alt heller ikke på speedometret når vi kører på motorvej eller på termometret fordi det sner.
  4. Fordi det simpelthen ikke holder at sige: »Sådan har vi jo altid gjort«. Det er det argument jeg oftest møder når jeg bringer min mening for dagens lys. Hvis argumentet om energibesparelsen er tyndbenet, så bliver det trods alt slået på målstregen af folks imponerende evne til at vænne sig til absurditeter.
Gør noget! Skriv under på en opfordring til europaparlamentet. Slå dit lokale folketingsmedlem op i telefonogen og bed ham om at tænke sig lidt om. Arrangér en happening, så vi allesammen kan se hvor tåbeligt vi opfører os. Eller start med at insistere på at klokken i grunden ikke er en time mere end den faktisk er.

Lad solen stå højest klokken 12.