Gammel Dansk Asmund Special

Gammel Dansk Asmund Special er en ny bitter dram fra De Danske Spritfabrikker (DDSF) som rammer adskillige velassorterede supermarkeder i løbet af et par uger. For de uindviede kan det nævnes at J. K. Asmund var produktionschefen på DDSF i Roskilde, som i sin tid stod for udviklingen af den oprindelige Gammel Dansk Bitter Dram, som kom på de danske hylder i 1964.

Duften afslører øjeblikkelig slægtskabet med Gammel Dansk-familien, og rønnebær, anis samt en snert af muskat og pomerans synes at dominere duftindtrykkene. Farven er dyb nøddebrun, grænsende til mahogni, og smagen er fyldig, rund, en anelse brændt, med liflige toner af stjerneanis, naturligvis rønnebær, foruden en anelse kanel. Eftersmagen starter med den velkendte, varme bitterhed, og udvikles i mundhulen til en behagelig tone af brændt karamel som varer længe.