Kære I, O og Ø

Jeg bemærkede under partilederdebatten i går aftes, at I alle højlydt gjorde opmærksom på, at Radikale Venstre og Konservatives nye håndslag i bedste fald er ubrugeligt fis i en hornlygte, og under alle omstændigheder er et udtryk for panik før lukketid. Den ene mente, at stemmer til C var at bestille Helle som statsminister, den anden mente, at arrangementet var en gratis vetoret til C i en ny regering, og den tredje syntes at det hele var lidt for ukonkret til at give politisk mening. I det hele taget var I sådan set enige om, at historien i hvert fald ikke melede jeres politiske kager.

Men det var sådan set heller ikke meningen.

En af de grælleste svagheder ved et demokrati er mangel på indbygget kontinuitet — en rød tråd som kan trodse trends og populisme, og sørge for det fulgeperspektiv der er nødvendigt for at vedligeholde en statsadministration. De sidste 10 år har været et glimrende eksempel; finanslovene ‘02 til ‘07 er blevet forhandlet igennem af regeringen med Dansk Folkeparti som eneste parlamentariske sikkerhedsnål, og ‘08 til ‘11 har set lignende tendens, dog med henholdsvis Ny og Liberal Alliance samt Kristendemokraterne ombord.

Selv blandt regeringens egne vælgere kan man høre stor utilfredshed med denne strategi. Dels fordi aftalerne gennem tiden er blevet betalt med en, til tider ret høj, politisk pris som har været svær at acceptere. Men sandelig også fordi der ikke skal ret megen realpolitisk sans til at forstå, at hvis en administration fører polariseret politik, vil dens opposition være tilbøjelig til at gøre det samme når den kommer til magten, blot med modsat fortegn. Og den slags er dyrt. Både de penge der postes i at “rette op på hinandens fejl” hver 4. eller 8. år, og også de økonomiske konsekvenser det har, at hele samfundet alt for ofte skal omstille sig til en ny pibelyd, når bølgegangen mellem valgperioderne er så voldsom.

De nye toner mellem B og C er i mine øjne et forsøg på at gøre op med den tendens. Aftalen vil — hvis den respekteres på den lange bane — kunne sørge for, at skelsættende beslutninger efter næste valg får en tvungen forankring på tværs af de to nuværende blokke. At de næste valgperioder ikke behøver være et valg mellem status quo for enhver pris på den ene side, eller at starte fra scratch på den anden. Og frem for alt, at vi måske med tiden kunne få et Folketing, som skaber langsigtet, politisk funderet lovgivning, snarere end udvandede fløjbarrikaderinger.

Jeg kan godt se, at man som yderligtgående parti i et parlamentarisk system med tradition for mindretalsregeringer, ikke får mest muligt for pengene når der lovgives henover midten. Dansk Folkeparti har for eksempel dygtigt spundet succes på de sidste 10 års blokpolitik — det samme kunne muligvis siges om Enhedslisten om nogle år, hvis en ny regering fortsatte trenden. Men selvom det naturligvis drejer sig om hjerteblod for Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten hver især, tror jeg trods alt, at Danmark som nation og samfund er bedre tjent med en stabil realpolitik, som forandrer yderpartierne til at være stemningsdannere og politiske vagthunde, fremfor korsfarere for mærkesager som — trods alt — ikke er bredt funderede i befolkningen.

Derfor synes jeg den nye aftale mellem Radikale Venstre og Konservative er et forfriskende, godt og sundt tiltag. Jeg ønsker mig i den grad, at de næste mange regeringer — uanset herkomst — ikke ser sig selv som sine forgængeres modsætninger, men i stedet som en ny besætning på kommandobroen, der overtager ansvaret for at holde kursen klar af rev og isbjerge, og undgå samfundshavari.