Om forskellen på lov og kultur. Og flag.

Jeg er dansk. Det er jeg stolt af. Jeg holder meget af Dannebrog - jeg synes faktisk, mit land har Verdens smukkeste flag.

Derfor tilstår jeg også, at jeg var en lille smule forknyt, da jeg første gang læste om Radikales forslag til en liberalisering af flagloven. Jeg synes vi har en god, varmende flagkultur i Danmark, og Dannebrog er på én gang et meget subtilt, men samtidig også uhyre kraftfuldt, symbol på højtidelighed, festlighed og fælleskabsfølelse.

Men knap havde jeg nået at tænke den tanke til ende, før det gik op for mig, at det netop ikke er vores flaglov jeg er stolt af - men vores flagkultur. Og den er jeg ikke et sekund nervøs for, at vi sætter overstyr, bare fordi vi løsner loven omkring den.

Vi vil stadig flage for vort land på befrielsesdagen, for vores kære, når de bliver gift eller har fødselsdag, på halv stang når de går bort, for vores soldater og fodboldspillere når de gør os stolte ude i Verden, og for solen når den skinner. Alt sammen med Dannebrog.

Men selv om vi gør det, og det gør os stolte og bevidste om, at vi er danske, går der altså ingen skår af mig, hvis min amerikanske kollega får lov at hejse the Stars and Stripes til Thanksgiving eller den fjerde juli, hvis hele mit nabolag hejser Türk Bayragi for at fejre ramadanen eller valget til det tyrkiske parlament, eller endda hvis samtlige flagstænger i hele Danmark hejser den norske fane, når en forstyrret klovn begår massemord.

Det tror jeg sagtens Danmark kan rumme. Jeg tror ikke det vil få færre mennesker til at flage med Dannebrog -tværtimod. Jeg tror heller ikke det vil få færre mennesker til at føle sig danske. Til gengæld tror jeg det vil gøre det en lille smule nemmere for en masse mennesker, at vise, at de også elsker et andet land, udover Danmark.

Men fremfor alt tror jeg, det vil hjælpe Danmark og danskerne til at forstå, at der er langt mere stolthed i at bryste sig af sin kultur, end at gemme sig bag sine love.