Digitaliseringsstrategi: Infrastruktur

Jeg har brokket mig tilpas meget på Twitter, til at være blevet inviteret til rundbordsformiddagskaffe hos Digitaliseringsstyrelsen sammen med en stribe andre brokkehoveder i morgen. Her er hvad jeg har tænkt mig af tale om.

I 1997 blev Tele Danmark privatiseret, inklusive hele det kobbernet, som gennem mere end 100 år var etableret og udbygget til at dække alle husstande i hele landet. Det skete ganske kort efter, at telemarkedet blev liberaliseret i 1996, hvor Tele Danmark blev pålagt et reguleret engrossalg af adgang til det rå kobber til andre teleaktører på markedet.

Jeg er ikke ret gammel, og for knap 20 år siden, da alt det her gik for sig, var jeg naturligvis en en endnu yngre hvalp end jeg er i dag. Alligevel kan jeg huske, at folk i og omkring branchen allerede dengang hævede øjenbryn over det paradoksale i, at en privat virksomhed – som selv var en særdeles aktiv spiller på telemarkedet, og kun havde eksisteret uden sit statsforvaltede monopol i et års tid – skulle være vagthund og dørmand og sikre en sund og rimelig konkurrence i sit eget marked.

Men sådan blev det. Og anlagde man sit helikopterperspektiv i den helt rigtige vinkel, kunne det faktisk se ud som om det fungerede. Der var naturligvis nogle konkurrenter, som hist og her brokkede sig over at få deres kobberleverancer syltet, og at TDC misbrugte sin situation til at forvride markedet, men det var naturligvis hvad man kunne forvente. Fra politisk hold blev liberaliseringen, og siden privatiseringen, betragtet som en succes. Staten var atter blevet en byrde lettere.

I dag, hvor 20 års-dagen for liberaliseringen er inden for en armslængde, har jeg anderledes svært ved at se på vores nationale infrastruktur som en succes.

Tele Danmark er blevet til TDC, og er fortsat, ikke overraskende, eneejer af kobbernettet. Vedligehold og udvikling går så som så, og består primært i fremskudte centraler, som ved hjælp af den lavere dæmpning man opnår ved at have kortere føringsvej til slutbrugeren, kan bruges til at presse højere båndbredde ud af de eksisterende DSL-teknologier. Heller ikke overraskende er det, at denne udbygning hovedsageligt sker i de områder hvor TDC oplever konkurrence om privatkundemarkedet. Seneste skud på kobberstammen er, at TDC nu skal bruge vectoring for at øge slutbrugerkapaciteten på kobberforbindelserne yderligere. Med til historien hører dog, at denne udrulning vil umuliggøre andre udbyderes adgang til det rå kobber, og henvise dem til eBSA eller tilsvarende virtuelle netværksteknologier – hvilket naturligvis vil styrke koblingen mellem TDC og kobberinfrastrukturen yderligere.

Men hvad så med fiberinfrastruktur, vil den indsigtsfulde læser naturligvis spørge. Det er jo alligevel der udviklingen sker, og investeringerne skal foretages.

Enkelte aktører har gjort hæderlige forsøg. En af de første var DONG, som med respektable armbevægelser fik gravet en masse kilometer fiber ned i hovedstadsområdet. Man var nået forbi ca. 100.000 husstande, og havde fået tilsluttet i omegnen af 20.000 i efteråret 2009, da det pludselig annonceres, at TDC nu havde opkøbt DONGs fibernet. Opkøbet virkede mest som en forsvarshandling, og i dag – 5 år senere – hvor TDC har skruet fiberpriserne i vejret, og det er blevet så godt som umuligt for private husstande at blive tilsluttet, viser den indskydelse sig desværre at have holdt stik.

Andre har også forsøgt sig. ComX etablerede et fibernet, og havde en nicheforretning i at sælge internet til boligforeninger. De blev opkøbt af TDC i efteråret 2013. Senest har Trefor, som har gravet fiber ned til husstande i Trekantsområdet, indgået et strategisk samarbejde med TDC omkring drift og udvikling af deres netværk.

Det virker uvægerligt som om TDC forsøger at udnytte deres rolle som markedsleder, til at… beholde deres rolle som markedsleder. Men hey – det er der sådan set ikke noget galt i. Det er sådan kapitalisme og markedskræfter fungerer. TDC er en virksomhed, som forsøger at optimere sin indtjening. Det bliver man ikke til slyngler af.

Problemet er bare, at det er dansk infrastruktur, der er tale om. Efterhånden som digitaliseringen vinder indpas, bliver det i stigende grad kritisk dansk infrastruktur.

Og så bliver det pludselig relevant i en rundbordsdiskussion om Danmarks digitale strategi. Så kan Danmark ikke være tjent med et marked, som opererer i kortsigtede investeringer og afkast.

Men hvad så?

I København kan man rigtig mange steder ikke få bedre båndbredde en en håndfuld Mbps i hver retning. I Malmö, på den anden side af sundet, betragtes 100 Mbps som grænsen hvor Østblokken ophører og velfærden begynder.

I Sverige er der kommet en stærk tradition for at kommuner bliver aktive spillere på telemarkedet. Ikke som internetudbydere, men som netværksentreprenører. I Stockholm er man gået så vidt som at vedtage, at det udelukkende er kommunen, der må grave fiberkabler ned.

Det virker muligvis lidt antiintuitivt, når man er vant til et liberalt marked, hvor alle spillere må og kan hvad de vil. Men konklusionen er rimelig klar: alle bruger netværket. Der er adskillige udbydere, som alle har udstyr på en række af kommunens patchpunkter, og private forbrugere kan vælge og vrage blandt dem alle, og nyde godt af konkurrence på meningsfulde parametre – service og kvalitet. For erhvervskunderne er fiber så billigt, at det for mange virksomheder kan betale sig at etablere egne netværk på kryds og tværs i byen.

Grunden til det virker, tror jeg, er at på markeder som teleindustri, hvor den indledende etableringsomkostning er så stejl som den er, er det fuldstændig uundgåeligt, at der opstår lokale monopoler. Når én aktør har etableret sig, kan det ikke betale sig for andre at afholde omkostningen. Og når ejeren af infrastrukturen også er den der udbyder servicen, har man som kunde kun ét sted at gå hen.

Derfor mener jeg, der er behov for en uvildig spiller i telemarkedet. En – enten statslig eller statsligt støttet og reguleret – virksomhed, som får ansvaret for at etablere en bæredygtig teleinfrastruktur. Ikke nødvendigvis til alle husstande fra år ét eller år ti, men et netværk, som udvikles løbende, både kvalitativt og kvantitativt. Som ikke er ekskluderende for serviceudbydere. Som ikke er drevet af investeringer med 5 års horisont. Men som kan sikre, at internetudbydere i de næste mange år kan være med til at facilitere digitaliseringen, i stedet for at stå i vejen for den.