Thoughts
Posted on April 7, 2012.
Jeg er dansk. Det er jeg stolt af. Jeg holder meget af Dannebrog - jeg synes faktisk, mit land har Verdens smukkeste flag.
Derfor tilstår jeg også, at jeg var en lille smule forknyt, da jeg første gang læste om Radikales forslag til en liberalisering af flagloven. Jeg synes vi har en god, varmende flagkultur i Danmark, og Dannebrog er på én gang et meget subtilt, men samtidig også uhyre kraftfuldt, symbol på højtidelighed, festlighed og fælleskabsfølelse.
Men knap havde jeg nået at tænke den tanke til ende, før det gik op for mig, at det netop ikke er vores flaglov jeg er stolt af - men vores flagkultur. Og den er jeg ikke et sekund nervøs for, at vi sætter overstyr, bare fordi vi løsner loven omkring den.
Vi vil stadig flage for vort land på befrielsesdagen, for vores kære, når de bliver gift eller har fødselsdag, på halv stang når de går bort, for vores soldater og fodboldspillere når de gør os stolte ude i Verden, og for solen når den skinner. Alt sammen med Dannebrog.
Men selv om vi gør det, og det gør os stolte og bevidste om, at vi er danske, går der altså ingen skår af mig, hvis min amerikanske kollega får lov at hejse the Stars and Stripes til Thanksgiving eller den fjerde juli, hvis hele mit nabolag hejser Türk Bayragi for at fejre ramadanen eller valget til det tyrkiske parlament, eller endda hvis samtlige flagstænger i hele Danmark hejser den norske fane, når en forstyrret klovn begår massemord.
Det tror jeg sagtens Danmark kan rumme. Jeg tror ikke det vil få færre mennesker til at flage med Dannebrog -tværtimod. Jeg tror heller ikke det vil få færre mennesker til at føle sig danske. Til gengæld tror jeg det vil gøre det en lille smule nemmere for en masse mennesker, at vise, at de også elsker et andet land, udover Danmark.
Men fremfor alt tror jeg, det vil hjælpe Danmark og danskerne til at forstå, at der er langt mere stolthed i at bryste sig af sin kultur, end at gemme sig bag sine love.
Posted on January 2, 2012.
I enjoyed 2011.
My kids are growing steadily, and seem to enjoy themselves and their new social circle here in Måløv, where we’ve lived for a year and a half now. Maise (turning six next week) is starting school this fall, and is very much looking forward to it.
My team at work got some pretty cool goals under the belt during 2011. Even if stuff seems to take forever when you’re in the middle of it, you actually get somewhere when you look at the grander scheme of things. I’ve also got a lot of interesting stuff ahead of me in the year to come, so work shouldn’t get boring the first few months.
Anette’s still pregnant, and we’re expecting a boy at the end of winter - I’m keeping my fingers crossed that we’ll avoid February 29th.
I have a recurring new year’s resolution about »drinking more champagne«, which I’ve pretty much failed again last year. I’ll give it another go in 2012. It’s also occurred to me, that I’ve never seen a national football match (soccer, to you guys outside Europe) up close and personal, so a second resolution is to do that before 2013.
A third one could be to go to bed earlier…
Posted on August 29, 2011.
Jeg bemærkede under partilederdebatten i går aftes, at I alle højlydt gjorde opmærksom på, at Radikale Venstre og Konservatives nye håndslag i bedste fald er ubrugeligt fis i en hornlygte, og under alle omstændigheder er et udtryk for panik før lukketid. Den ene mente, at stemmer til C var at bestille Helle som statsminister, den anden mente, at arrangementet var en gratis vetoret til C i en ny regering, og den tredje syntes at det hele var lidt for ukonkret til at give politisk mening. I det hele taget var I sådan set enige om, at historien i hvert fald ikke melede jeres politiske kager.
Men det var sådan set heller ikke meningen.
En af de grælleste svagheder ved et demokrati er mangel på indbygget kontinuitet – en rød tråd som kan trodse trends og populisme, og sørge for det fulgeperspektiv der er nødvendigt for at vedligeholde en statsadministration. De sidste 10 år har været et glimrende eksempel; finanslovene ‘02 til ‘07 er blevet forhandlet igennem af regeringen med Dansk Folkeparti som eneste parlamentariske sikkerhedsnål, og ‘08 til ‘11 har set lignende tendens, dog med henholdsvis Ny og Liberal Alliance samt Kristendemokraterne ombord.
Selv blandt regeringens egne vælgere kan man høre stor utilfredshed med denne strategi. Dels fordi aftalerne gennem tiden er blevet betalt med en, til tider ret høj, politisk pris som har været svær at acceptere. Men sandelig også fordi der ikke skal ret megen realpolitisk sans til at forstå, at hvis en administration fører polariseret politik, vil dens opposition være tilbøjelig til at gøre det samme når den kommer til magten, blot med modsat fortegn. Og den slags er dyrt. Både de penge der postes i at “rette op på hinandens fejl” hver 4. eller 8. år, og også de økonomiske konsekvenser det har, at hele samfundet alt for ofte skal omstille sig til en ny pibelyd, når bølgegangen mellem valgperioderne er så voldsom.
De nye toner mellem B og C er i mine øjne et forsøg på at gøre op med den tendens. Aftalen vil – hvis den respekteres på den lange bane – kunne sørge for, at skelsættende beslutninger efter næste valg får en tvungen forankring på tværs af de to nuværende blokke. At de næste valgperioder ikke behøver være et valg mellem status quo for enhver pris på den ene side, eller at starte fra scratch på den anden. Og frem for alt, at vi måske med tiden kunne få et Folketing, som skaber langsigtet, politisk funderet lovgivning, snarere end udvandede fløjbarrikaderinger.
Jeg kan godt se, at man som yderligtgående parti i et parlamentarisk system med tradition for mindretalsregeringer, ikke får mest muligt for pengene når der lovgives henover midten. Dansk Folkeparti har for eksempel dygtigt spundet succes på de sidste 10 års blokpolitik – det samme kunne muligvis siges om Enhedslisten om nogle år, hvis en ny regering fortsatte trenden. Men selvom det naturligvis drejer sig om hjerteblod for Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten hver især, tror jeg trods alt, at Danmark som nation og samfund er bedre tjent med en stabil realpolitik, som forandrer yderpartierne til at være stemningsdannere og politiske vagthunde, fremfor korsfarere for mærkesager som – trods alt – ikke er bredt funderede i befolkningen.
Derfor synes jeg den nye aftale mellem Radikale Venstre og Konservative er et forfriskende, godt og sundt tiltag. Jeg ønsker mig i den grad, at de næste mange regeringer – uanset herkomst – ikke ser sig selv som sine forgængeres modsætninger, men i stedet som en ny besætning på kommandobroen, der overtager ansvaret for at holde kursen klar af rev og isbjerge, og undgå samfundshavari.
Posted on April 3, 2011.
As you may know, a great deal of what I earn my money on doing, is managing UNIX systems. Different types, though mainly GNU/Linux ones. One of the most important aspects of maintaining high-availablility production systems, is keeping your mind straight at the time of deployment. Thorough procedures for configuring hardware as well as software are essential, even if you only manage a few systems. In the case of failure, you need to feel confident, that the system can be restored in production-consistent state as quickly as possible.
One of the key shortcuts to ensure this, is using tools for controller management, rather than relying on configuring by hand by using the controller’s BIOS setup utility. This eliminates errors, ensures consistent configurations, and speeds up the deployment process, both for new systems and for redeployment of refitted or failed systems.
I know some of these tools, and during the following posts, I plan on writing a bit on the use of the ones I know best. The posts will be somewhat cheat-sheet-ish, and will center around the tasks relevant for deployment, maintenance and error handling. I’ll start off with hpacucli for HP’s SmartArray devices, MegaCli for LSI’s MegaRAID devices, and a small tool called cfggen for simple handling of MPT Fusion devices.
References to the individual posts will be put here, for easy reference. Ideas, comments and corrections are more than welcome. Poke me by mail, through IRC or on Twitter.
Posted on March 23, 2011.
I attended RIPE NCC’s IPv6 for LIRs training course today, and it was both enjoyable and interesting.
The technical level wasn’t very high – as expected from the course outline – but it was a nice opportunity to actually spend some time writing an address plan, talking about transition strategies, and all in all getting rid of some of those irrational anxieties one tend to have about breaking the internet during the adoption of IPv6. On top of this, it’s always nice to see familiar faces, not to mention getting a bit familiar with new ones. Our trainers seemed very competent, and were pleasant company throughout the day.
A few points made and lessons learned:
- I’m not as fluent in doing mind conversions between binary and hexadecimal as I am between binary and decimal, when I’m counting IPv4 subnets.
- A main concern for operators that are about to adopt IPv6, is the lack of knowledge about the subject among their colleagues and customers, even though those colleagues and customers may have as good a no knowledge about IPv4.
- A zone file grows large if it holds static PTR records for all addresses in a /32.
- The medium-sized tshirt I got for my company having 4 star IPv6 RIPEness is a bit large for my five year old daughter to use as a nightie, and she explicitly refuses to have her picture taken in it.
In my company, as in so many others, we’ve often discussed how and when to adopt IPv6 in our installation, and without exactly putting dates on the checklist, I think we’ve got a pretty good overview of the task at hand.
After today, I feel a bit more prepared for taking it on.
Update, March 24:
I guess I was more persuasive today. IPv6: Act now – do it for the kids.
