Digitaliseringsstrategi: Infrastruktur

Jeg har brokket mig tilpas meget på Twitter, til at være blevet inviteret til rundbordsformiddagskaffe hos Digitaliseringsstyrelsen sammen med en stribe andre brokkehoveder i morgen. Her er hvad jeg har tænkt mig af tale om.

I 1997 blev Tele Danmark privatiseret, inklusive hele det kobbernet, som gennem mere end 100 år var etableret og udbygget til at dække alle husstande i hele landet. Det skete ganske kort efter, at telemarkedet blev liberaliseret i 1996, hvor Tele Danmark blev pålagt et reguleret engrossalg af adgang til det rå kobber til andre teleaktører på markedet.

Jeg er ikke ret gammel, og for knap 20 år siden, da alt det her gik for sig, var jeg naturligvis en en endnu yngre hvalp end jeg er i dag. Alligevel kan jeg huske, at folk i og omkring branchen allerede dengang hævede øjenbryn over det paradoksale i, at en privat virksomhed – som selv var en særdeles aktiv spiller på telemarkedet, og kun havde eksisteret uden sit statsforvaltede monopol i et års tid – skulle være vagthund og dørmand og sikre en sund og rimelig konkurrence i sit eget marked.

Men sådan blev det. Og anlagde man sit helikopterperspektiv i den helt rigtige vinkel, kunne det faktisk se ud som om det fungerede. Der var naturligvis nogle konkurrenter, som hist og her brokkede sig over at få deres kobberleverancer syltet, og at TDC misbrugte sin situation til at forvride markedet, men det var naturligvis hvad man kunne forvente. Fra politisk hold blev liberaliseringen, og siden privatiseringen, betragtet som en succes. Staten var atter blevet en byrde lettere.

I dag, hvor 20 års-dagen for liberaliseringen er inden for en armslængde, har jeg anderledes svært ved at se på vores nationale infrastruktur som en succes.

Tele Danmark er blevet til TDC, og er fortsat, ikke overraskende, eneejer af kobbernettet. Vedligehold og udvikling går så som så, og består primært i fremskudte centraler, som ved hjælp af den lavere dæmpning man opnår ved at have kortere føringsvej til slutbrugeren, kan bruges til at presse højere båndbredde ud af de eksisterende DSL-teknologier. Heller ikke overraskende er det, at denne udbygning hovedsageligt sker i de områder hvor TDC oplever konkurrence om privatkundemarkedet. Seneste skud på kobberstammen er, at TDC nu skal bruge vectoring for at øge slutbrugerkapaciteten på kobberforbindelserne yderligere. Med til historien hører dog, at denne udrulning vil umuliggøre andre udbyderes adgang til det rå kobber, og henvise dem til eBSA eller tilsvarende virtuelle netværksteknologier – hvilket naturligvis vil styrke koblingen mellem TDC og kobberinfrastrukturen yderligere.

Men hvad så med fiberinfrastruktur, vil den indsigtsfulde læser naturligvis spørge. Det er jo alligevel der udviklingen sker, og investeringerne skal foretages.

Enkelte aktører har gjort hæderlige forsøg. En af de første var DONG, som med respektable armbevægelser fik gravet en masse kilometer fiber ned i hovedstadsområdet. Man var nået forbi ca. 100.000 husstande, og havde fået tilsluttet i omegnen af 20.000 i efteråret 2009, da det pludselig annonceres, at TDC nu havde opkøbt DONGs fibernet. Opkøbet virkede mest som en forsvarshandling, og i dag – 5 år senere – hvor TDC har skruet fiberpriserne i vejret, og det er blevet så godt som umuligt for private husstande at blive tilsluttet, viser den indskydelse sig desværre at have holdt stik.

Andre har også forsøgt sig. ComX etablerede et fibernet, og havde en nicheforretning i at sælge internet til boligforeninger. De blev opkøbt af TDC i efteråret 2013. Senest har Trefor, som har gravet fiber ned til husstande i Trekantsområdet, indgået et strategisk samarbejde med TDC omkring drift og udvikling af deres netværk.

Det virker uvægerligt som om TDC forsøger at udnytte deres rolle som markedsleder, til at… beholde deres rolle som markedsleder. Men hey – det er der sådan set ikke noget galt i. Det er sådan kapitalisme og markedskræfter fungerer. TDC er en virksomhed, som forsøger at optimere sin indtjening. Det bliver man ikke til slyngler af.

Problemet er bare, at det er dansk infrastruktur, der er tale om. Efterhånden som digitaliseringen vinder indpas, bliver det i stigende grad kritisk dansk infrastruktur.

Og så bliver det pludselig relevant i en rundbordsdiskussion om Danmarks digitale strategi. Så kan Danmark ikke være tjent med et marked, som opererer i kortsigtede investeringer og afkast.

Men hvad så?

I København kan man rigtig mange steder ikke få bedre båndbredde en en håndfuld Mbps i hver retning. I Malmö, på den anden side af sundet, betragtes 100 Mbps som grænsen hvor Østblokken ophører og velfærden begynder.

I Sverige er der kommet en stærk tradition for at kommuner bliver aktive spillere på telemarkedet. Ikke som internetudbydere, men som netværksentreprenører. I Stockholm er man gået så vidt som at vedtage, at det udelukkende er kommunen, der må grave fiberkabler ned.

Det virker muligvis lidt antiintuitivt, når man er vant til et liberalt marked, hvor alle spillere må og kan hvad de vil. Men konklusionen er rimelig klar: alle bruger netværket. Der er adskillige udbydere, som alle har udstyr på en række af kommunens patchpunkter, og private forbrugere kan vælge og vrage blandt dem alle, og nyde godt af konkurrence på meningsfulde parametre – service og kvalitet. For erhvervskunderne er fiber så billigt, at det for mange virksomheder kan betale sig at etablere egne netværk på kryds og tværs i byen.

Grunden til det virker, tror jeg, er at på markeder som teleindustri, hvor den indledende etableringsomkostning er så stejl som den er, er det fuldstændig uundgåeligt, at der opstår lokale monopoler. Når én aktør har etableret sig, kan det ikke betale sig for andre at afholde omkostningen. Og når ejeren af infrastrukturen også er den der udbyder servicen, har man som kunde kun ét sted at gå hen.

Derfor mener jeg, der er behov for en uvildig spiller i telemarkedet. En – enten statslig eller statsligt støttet og reguleret – virksomhed, som får ansvaret for at etablere en bæredygtig teleinfrastruktur. Ikke nødvendigvis til alle husstande fra år ét eller år ti, men et netværk, som udvikles løbende, både kvalitativt og kvantitativt. Som ikke er ekskluderende for serviceudbydere. Som ikke er drevet af investeringer med 5 års horisont. Men som kan sikre, at internetudbydere i de næste mange år kan være med til at facilitere digitaliseringen, i stedet for at stå i vejen for den.

Web site overhaul

This is my new web site. It’s not all that different from my old web site, but it’s new none the less. The content is the same, the looks of it is largely the same, the server running it is the same, but I’d like to take a few moments to mention some of the changes I’ve made.

New site engine

The old one was Jekyll. The new one is Pelican. Not much to say about that. I’ve never been much of a Ruby dude, and I’ve written my fair share of Python lately, both for fun and work. Apparently a lot has happened to Jekyll since I last checked, but I’ve already done some good hacking in Pelican, and for my pretty simple use case, it does the trick well.

SSL, privacy and insourcing

Everyone remembers Heartbleed. Some also remember the other pretty serious zero-day crypto weaknesses we’ve seen during the last few years, and whether we like it or not, there really is no going back on everyone’s increasing need for the option of having secure, private data transfers online.

This web site was vulnerable to the Heartbleed bug — as were the other SSL-enabled services running along with it on this server. Most services all over the internet were, if they were running OpenSSL and were reasonably maintained and updated. I updated my OpenSSL a few hours after the bug got widely known, and since then I think I’ve taken my precautions to avoid being vulnerable to the aftermath of this particular bug.

However — it’s difficult not to look at the broader picture. This is certainly not the last worldwide crypto exploit we’ll see, and it’s inherently impossible to tell the nature of the next one.

One thing I’ve done is to stop depending on external assets when serving this web site. My old site fetched a number of bits of javascript, CSS, etc. from different services across the web. Anything from JQuery through Google Analytics to different generic widgets and bling-blings.

Now I’ve taken everything with a license permitting it and fetched it to serve locally. Everything else I’ve replaced or done without. It turned out to be less difficult than I anticipated. That way crypto is solely a matter between me and my readers.

Responsive design

I’m not a web site craftsman. I’m not fluent in neither CSS nor Javascript, and it actually bothers me from time to time, as I’m very conscious about typography, graphical composition and user interfaces.

For my old site I tried to type up different incarnations of style sheets for different client resolutions in effort to get an acceptable layout on phone and tablet browsers, but nothing really worked well. When I reached an okay result on one phone, everything else went to crap.

This time I started out with Twitter Bootstrap, and built all my templates with their building blocks. I realise what people say about Bootstrap only taking you so far, and whenever you need to do something outside the system’s paradigm, stuff gets messy. Luckily I’m a simple guy, and I’ve easily managed with the provided elements.

All in all

.. this is just for me. I know you don’t notice the change, and quite frankly, you weren’t meant to. This is just a matter of scratching a few itches, and learning just enough to not forget how to keep your fingers in the matter.

But it felt good.

Om forskellen på lov og kultur. Og flag.

Jeg er dansk. Det er jeg stolt af. Jeg holder meget af Dannebrog - jeg synes faktisk, mit land har Verdens smukkeste flag.

Derfor tilstår jeg også, at jeg var en lille smule forknyt, da jeg første gang læste om Radikales forslag til en liberalisering af flagloven. Jeg synes vi har en god, varmende flagkultur i Danmark, og Dannebrog er på én gang et meget subtilt, men samtidig også uhyre kraftfuldt, symbol på højtidelighed, festlighed og fælleskabsfølelse.

Men knap havde jeg nået at tænke den tanke til ende, før det gik op for mig, at det netop ikke er vores flaglov jeg er stolt af - men vores flagkultur. Og den er jeg ikke et sekund nervøs for, at vi sætter overstyr, bare fordi vi løsner loven omkring den.

Vi vil stadig flage for vort land på befrielsesdagen, for vores kære, når de bliver gift eller har fødselsdag, på halv stang når de går bort, for vores soldater og fodboldspillere når de gør os stolte ude i Verden, og for solen når den skinner. Alt sammen med Dannebrog.

Men selv om vi gør det, og det gør os stolte og bevidste om, at vi er danske, går der altså ingen skår af mig, hvis min amerikanske kollega får lov at hejse the Stars and Stripes til Thanksgiving eller den fjerde juli, hvis hele mit nabolag hejser Türk Bayragi for at fejre ramadanen eller valget til det tyrkiske parlament, eller endda hvis samtlige flagstænger i hele Danmark hejser den norske fane, når en forstyrret klovn begår massemord.

Det tror jeg sagtens Danmark kan rumme. Jeg tror ikke det vil få færre mennesker til at flage med Dannebrog -tværtimod. Jeg tror heller ikke det vil få færre mennesker til at føle sig danske. Til gengæld tror jeg det vil gøre det en lille smule nemmere for en masse mennesker, at vise, at de også elsker et andet land, udover Danmark.

Men fremfor alt tror jeg, det vil hjælpe Danmark og danskerne til at forstå, at der er langt mere stolthed i at bryste sig af sin kultur, end at gemme sig bag sine love. 

Happy New Year

I enjoyed 2011.

My kids are growing steadily, and seem to enjoy themselves and their new social circle here in Måløv, where we’ve lived for a year and a half now. Maise (turning six next week) is starting school this fall, and is very much looking forward to it.

My team at work got some pretty cool goals under the belt during 2011. Even if stuff seems to take forever when you’re in the middle of it, you actually get somewhere when you look at the grander scheme of things. I’ve also got a lot of interesting stuff ahead of me in the year to come, so work shouldn’t get boring the first few months.

Anette’s still pregnant, and we’re expecting a boy at the end of winter - I’m keeping my fingers crossed that we’ll avoid February 29th.

I have a recurring new year’s resolution about »drinking more champagne«, which I’ve pretty much failed again last year. I’ll give it another go in 2012. It’s also occurred to me, that I’ve never seen a national football match (soccer, to you guys outside Europe) up close and personal, so a second resolution is to do that before 2013.

A third one could be to go to bed earlier…

Kære I, O og Ø

Jeg bemærkede under partilederdebatten i går aftes, at I alle højlydt gjorde opmærksom på, at Radikale Venstre og Konservatives nye håndslag i bedste fald er ubrugeligt fis i en hornlygte, og under alle omstændigheder er et udtryk for panik før lukketid. Den ene mente, at stemmer til C var at bestille Helle som statsminister, den anden mente, at arrangementet var en gratis vetoret til C i en ny regering, og den tredje syntes at det hele var lidt for ukonkret til at give politisk mening. I det hele taget var I sådan set enige om, at historien i hvert fald ikke melede jeres politiske kager.

Men det var sådan set heller ikke meningen.

En af de grælleste svagheder ved et demokrati er mangel på indbygget kontinuitet — en rød tråd som kan trodse trends og populisme, og sørge for det fulgeperspektiv der er nødvendigt for at vedligeholde en statsadministration. De sidste 10 år har været et glimrende eksempel; finanslovene ‘02 til ‘07 er blevet forhandlet igennem af regeringen med Dansk Folkeparti som eneste parlamentariske sikkerhedsnål, og ‘08 til ‘11 har set lignende tendens, dog med henholdsvis Ny og Liberal Alliance samt Kristendemokraterne ombord.

Selv blandt regeringens egne vælgere kan man høre stor utilfredshed med denne strategi. Dels fordi aftalerne gennem tiden er blevet betalt med en, til tider ret høj, politisk pris som har været svær at acceptere. Men sandelig også fordi der ikke skal ret megen realpolitisk sans til at forstå, at hvis en administration fører polariseret politik, vil dens opposition være tilbøjelig til at gøre det samme når den kommer til magten, blot med modsat fortegn. Og den slags er dyrt. Både de penge der postes i at “rette op på hinandens fejl” hver 4. eller 8. år, og også de økonomiske konsekvenser det har, at hele samfundet alt for ofte skal omstille sig til en ny pibelyd, når bølgegangen mellem valgperioderne er så voldsom.

De nye toner mellem B og C er i mine øjne et forsøg på at gøre op med den tendens. Aftalen vil — hvis den respekteres på den lange bane — kunne sørge for, at skelsættende beslutninger efter næste valg får en tvungen forankring på tværs af de to nuværende blokke. At de næste valgperioder ikke behøver være et valg mellem status quo for enhver pris på den ene side, eller at starte fra scratch på den anden. Og frem for alt, at vi måske med tiden kunne få et Folketing, som skaber langsigtet, politisk funderet lovgivning, snarere end udvandede fløjbarrikaderinger.

Jeg kan godt se, at man som yderligtgående parti i et parlamentarisk system med tradition for mindretalsregeringer, ikke får mest muligt for pengene når der lovgives henover midten. Dansk Folkeparti har for eksempel dygtigt spundet succes på de sidste 10 års blokpolitik — det samme kunne muligvis siges om Enhedslisten om nogle år, hvis en ny regering fortsatte trenden. Men selvom det naturligvis drejer sig om hjerteblod for Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten hver især, tror jeg trods alt, at Danmark som nation og samfund er bedre tjent med en stabil realpolitik, som forandrer yderpartierne til at være stemningsdannere og politiske vagthunde, fremfor korsfarere for mærkesager som — trods alt — ikke er bredt funderede i befolkningen.

Derfor synes jeg den nye aftale mellem Radikale Venstre og Konservative er et forfriskende, godt og sundt tiltag. Jeg ønsker mig i den grad, at de næste mange regeringer — uanset herkomst — ikke ser sig selv som sine forgængeres modsætninger, men i stedet som en ny besætning på kommandobroen, der overtager ansvaret for at holde kursen klar af rev og isbjerge, og undgå samfundshavari.